Artiklen er sammenskrevet af Verner Christensen
Det vakte folkeliv, som især kom til gennembrud hos det danske folk i 1840-erne, måtte naturligvis medføre at folk følte trang til mere end tidligere at komme sammen for at høre om det nye, der var i gære, og for at drøfte de tanker, som det vakte åndsliv satte i bevægelse.
I begyndelsen var det kun enkelte hjem, der ligesom var brændpunkter for det vågnende liv, og det var da i sådanne hjem man samledes for at høre på en foredragsholder, eller også for at samtale om, hvad der satte sindene i bevægelse. Men efterhånden som flere og flere blev draget med ind i bevægelsen, blev hjemmene for små til at rumme de mange deltagere.
Så begyndte folkefesternes tid under åben himmel, men de måtte naturligvis indskrænke sig til sommermånederne. Der gik flere år, inden man fandt på at bygge forsamlingshuse. Det var egentlig først efter den ulykkelige krig i 1864, at man hist og her begyndte at tænke på at opføre huse for skyttesagen, som i de første år efter krigen greb det danske folk så stærkt at kun få egne blev uberørte deraf, man indså jo snart, at dersom skyttesagen skulle trives, måtte man have huse, hvor legemsøvelserne kunne fortsætte om vinteren.
Også her på egnen havde man kastet sig over skyttesagen med iver. Der gik dog flere år, inden man begyndte at tænke på at rejse et øvelseshus. Men da der så i 1873 blev oprettet en Valgmenighed, så tog denne med Burchardi (mejeriforpagter på Birkendegård) fat på sagen, og i året 1874 havde man bygget et øvelses- og forsamlingshus på Asmindrup mark. Valgmenigheden var glad for at have fået rejst dette hus, nu kunne skytterne her holde deres vinterøvelser, og Valgmenigheden kunne holde deres møder, når de ønskede det. Man havde tag over hovedet, og det var i grunden alt, hvad man turde tilstræbe på dette område. Der gik også en tid, før man turde indlade sig på at lægge bræddegulv, hvilket dog måtte betragtes som en nødvendighed, når huset ved forskellige festlige lejligheder skulle benyttes til dans. Man forsøgte så ved aktietegning, hver aktie på 10 kr. at rejse den fornødne sum, men man opnåede ikke at skaffe en større sum, end til gulv i halvdelen af huset, og det endda kun ved at gdr. Jens Clemen Nielsen, Tømmerup, som var formand for skyttekredsen, overtog en betydelig del af aktierne, hvis værdi nok var omkring nul.
Man vil let kunne forstå, at et forsamlingshus, som er bygget under disse forhold og med så beskedne krav til udstyret, ikke i længden kunne tilfredsstille de fordringer, som en senere tid vil stille til et øvelseshus, om end det gamle hus har vundet manges kærlighed og gennem minderne om de mange gode timer de har tilbragt der. Hvad der ligeså meget som husets tarvelige udstyr måtte bidrage til at rejse kravet om et nyt forsamlingshus for Tømmerup Sogn var, at beliggenheden af det gamle hus var uden for sognet. Kravet om et nyt øvelses- og Forsamlingshus måtte naturligvis først komme fra de, der boede længst borte fra det gamle øvelseshus. Man henvendte sig først til sognets valgmenighedsmedlemmer for at få deres tilslutning, men det mislykkedes i første omgang, da valgmenigheden endnu syntes at have nok i det gamle hus, og da de tillige ikke var færdige med afbetalingen af gælden på huset. Man fandt det da rigtigst foreløbig at stille sagen i bero uden derfor at opgive den.
I slutningen af året 1886, tog man sagen op igen. Gdr. Christian Clausen, Kåstrup, satte gang i sagen igen og indbød sammen med flere andre til et møde i Forbrugsforeningen. Sagen vandt en så stor tilslutning, også fra de mødte valgmenighedsmedlemmer, at man håbede at kunne blive enige om en beliggenhed for det nye hus. Men her var meningerne meget forskellige, valgmenighedsmedlemmerne holdt på, at det burde ligge i nærheden af Tømmerup ved hovedvejen, så deres møder uden for stor ulempe kunne henlægges der, hvilket ikke godt kunne ske, dersom det kom til at ligge for langt borte fra valgmenighedskirken. Ja, man mente endog også, at dette hensyn burde tages, hvis man ville vente nogen tilslutning fra denne side. Fra den anden side, blev det gjort gældende, at huset helst måtte ligge midt i sognet f.eks. i nærheden af Forbrugsforeningen, fordi man derved ville opnå at få den letteste adgang til huset, for samtlige beboere i sognet. Man havde vistnok fra begge sider følelsen af at modpartens meninger i denne sag var ret gode, men des uagtet kunne ingen af parterne godt opgive sit standpunkt. For at få stridsspørgsmålet om husets beliggenhed afgjort, blev det foreslået at sende lister omkring i sognet, hvorpå enhver, der ønskede at være med til opførelsen af huset på en af de to nævnte byggepladser, kunne stemme for hvilken man helst ønskede, og flertallets stemmer skulle være afgørende. Forslaget blev vedtaget og udfaldet af stemmeafgivningen blev, at byggepladsen i nærheden af Forbrugsforeningen valgtes.
På et møde på fattiggården i Istebjerg den 9. januar 1887 blev det vedtaget at opføre et øvelses- og forsamlingshus for Tømmerup sogn på 35 alens længde og 18 alens bredde med grundmur og skiffertag. Den første bestyrelse bestod af: Gdr. Ole Andersen, Kåstrup, Gdr. Anders Kristensen, Andaks, Gdr. Christian Clausen, Kåstrup, Gdr. Hans Hansen, Istebjerg, ungkarl Peder Sørensen, Tømmerup, Sadelmager Kresten Jensen, Kåstrup, smed Rasmus Nielsen, Ubberup og lærer Niels Thomsen, Ubberup. En grund på 1 skp. land købtes af husmand Anders Larsen, Tømmerup Mark, for 200 kr., og byggeriet gik i gang. Det nye forsamlingshus stod færdigt i 1887.
Det gamle øvelseshus blev nu overflødigt for skytteforeningen, og afstanden fra Valgmeningskirken til det nye forsamlingshus blev for stor til at kirken kunne bruge det til sine møder. I stedet nedtog man i 1890 det gamle øvelseshus, og flyttede det til urtehaven ved Valgmenighedskirken, hvor det i lettere ombygget stand genopstod som samlingssal for Valgmenighedens medlemmer. Så mange byggematerialer som muligt blev genbrugt, herunder hele øvringen blev genanvendt.
Nyeste kommentarer